Caracas - vel nok verdens grimmeste by Canaima - jeg bader i Salto Sapo Ayan Tepuy Solnedgang i Juan Griego - Maragarita (set fra Robertos fiskerestaurant) Blanquilla

REJSEDAGBOG fra Rundrejse i Venezuela
d. 24. Oktober til 16. November 1992

Her følger så dagbogen. Den er skrevet undervejs, så du skal ikke blive forvirret over hvad der er skrevet i datid, nutid og fremtid. Det skifter hele tiden. Dagbogen er først og fremmest skrevet til os selv, så naturligvis der en del indforståede ting. Dagbogen er en direkte gengivelse af notaterne i min lommebog. Jeg har ikke malet noget på, eller lagt forklaringer ind.


Lidt om rejsen

Rejsen er bestilt hos Gate Eleven, og er skræddersyet til os. Det er den perfekte rejseform, for os som ikke er til charterturisme, men som på den anden side også ønsker lidt tryghed, når man rejser i f.eks. Sydamerika. Den kombinerer således guidede ture, hvor det kun er Vivi og jeg som er gæster, hvilket gør det meget fleksibelt. Vi kører således rundt i guidens privatbil, og kan gøre hvad vi vil. Guiden (som typisk er en lokal studerende) sørger for papirarbejdet ved check in på hoteller mv. og på turene fortæller de ivrigt om deres by. På denne måde undgås også sprogbarrierer da guiderne taler godt engelsk.

Rejsen du nu skal ud på, går fra Caracas til Canaima i junglen, videre til Mérida i andesbjergene (jo bjergkæden starter faktisk helt oppe i Venezuela). Herfra tilbage til et par fridage i Caracas, og herefter til Margarita. På Margarita hyrede vi en sejlbåd med skipper og gast/kok, og sejlede til Isla Blanqilla og tilbage til Margarita. Jeg har lavet bookmarks, hvis du er særlig interesseret i noget af det.


Caracas byrundtur
Canaima
Merida
Caracas på egen hånd
Margarita
Sejltur til Isla Blanquilla


Lørdag d. 24. Oktober 1992

Turen her til London er gået helt efter planen. Vi måtte tage en taxa hjemmefra til stationen, fordi det øsede ned, men jeg var faktisk ligeglad – ha! Vi nåede toget 9:28 og checkede ind i lufthavnen ca. 10:50. Da vi var landet her i Heathrow, kørte hotelbussen fra os, fordi vi stod et forkert sted, men der kom en ny. Det er et lækkert hotel lige over for lufthavnen, og vi har lige spist aftensmad i The Original Carvery fo £33.20 (kurs 950), men det var også en lækker buffet. I nat skal urene en time tilbage, for sommertiden slutter her i England. I transithallen i Danmark, købte vi en liter Fernet Branca og den glæder vi os til. Det har været en god dag, og vi er mætte og trætte. Hotellet hedder EXCELSIOR, og der er el-kedel, hårtørrer og TV-et kører lige nu, men vi ligger begge her på maven i sengen og skriver. Klokken er 21:35 og vi ligger os snart til at sove.


Søndag d. 25. Oktober 1992

Vi blev vækket af mit ur 7:25 (engelsk vintertid), og 3 min. Senere ringede vores telefonvækning, som var en automatisk båndoptager. Vi spiste udmærket morgenmad (Vivi spiste noget skinke og røræg, men jeg holdt mig til brødet). Rejsen fortsatte og vi kørte med hotelbussen til terminal 4. Vi landede 16:45 lokal tid efter ca. 1½ times forsinkelse i London. Det var noget med nogle kufferter, som alligevel ikke skulle med. Vi fløj så i ca. 9 timer og undervejs har vi set "Leathal Weapon 3" og "Hushjææælp" med Steve Martin og Goldie Hawn. Da vi landede var der ca. 28 grader, og meget fugtigt. Vi fandt hurtigt vores guide i myldret, og kørte i taxa herind til Caracas. Vi snakkede lidt med guiden (engelsk) om løst og fast. Vi har fået alle vores rejsepapirer, og alt ser ud til at være i fineste orden – heldigvis! Da vi kom her til hotellet takkede guiden af og smuttede – der er jo kun Vivi og mig. Da vi kom, ville klokken være 23:45 hjemme i lille Danmark – der er ret mærkeligt at tænke på, at man er på et helt andet kontinent – der er ret langt hjem.
Hotellet virker godt nok. Det er helt mørkt udenfor, så vi har ikke set noget af Caracas endnu, men det skal vi i morgen Vi er trætte for klokken er 8:00 dansk tid og her spiser de aftensmad.


Mandag d. 26. Oktober 1992

Det var svært at sove længe, og jeg vågnede allerede kl. 5:00. Vivi havde været oppe at tisse, og vores cisterne var i stykker, så den løb og løb og løb…
Ellers var hotellet udmærket. Vi gik ned og spiste morgenmad, og vores 'personal guide' kom og hentede os i sin store hvide amerikanerspand. Vi kørte først til sydøst til rigmandskvarteret højt oppe på bjergskråningerne. På vejen stoppede vi ved en 'Plaza Bolívar' og vi købte frimærker på posthuset, som var en ombygget bus; og vi var inde i en 'Handicraft-store', hvor Vivi købte en lille skål. På vej tilbage til city, stoppede vi ved en lille dam, hvor der lå nogle alligatorer og og skildpadder og flød. Vi kom tilbage til city og tog metroen 5 stationer hen til den ældste bydel, hvor parlamentet og retsbygninger og katedraler ligger. Caracas - vel nok verdens grimmeste byVi kørte herefter op i den nordlige del og spiste frokost på en lækker restaurant. Cecile, vores guide, fortalte hele tiden livligt om de forskellige bydele og viste huse fra kolonitiden. Da vi havde spist, kørte vi op i 'country-club'-kvarteret, som er ambassadekvarter, der ligger side om side med slum. Vi kørte ad high-way tilbage ind i Caracas, og på vejen standsede vi og tog nogle billeder ud over byen. Vejen ligger i ca. 1000 meter over havets overflade, og byen ligger i ca. 900 meter. På vej tilbage til hotellet, kørte vi rundt om præsidentens bygning – en ren fæstning. Efter denne tur var vi så smadrede, at vi hverken orkede at gå ud at spise eller noget som helst. Jeg sidder nu her i indenrigslufthavnen og venter på flyet til Canaima – vi er ret spændte. Nå – men i går morges drak vi vores Fernet Branca med vores Idoform, og alt går bare efter planen. Vores guide var alle tiders selv om vi ikke så det, som der stod i rejseprogrammet. Men det vi så var sikkert mere interessant end det shoppingcenter vi gik glip af. Vi gik i seng kl. 20:00. Jeg tror stadig mit indre ur er i uorden. Nå – vores fly er ved at være her.


Tirsdag d. 27. Oktober 1992

Jeg tror at jeg sluttede i lufthavnen, så her er hvad der er sket de næste par døgn. Vi sidder her på strandbaren lige ned til lagunen, og ser på vandfaldene lige foran. Det blæser let, og vi er hver forsynet med en kold øl 'Polar' – Venezuelas egen. Vi landede i Canaima 10 min forsinket, blev indkvarteret og aftalte næste dags heldagstur med 'Canaima excursions'. Vi har fået en god lille hytte i den stille ende – og tæt på vandet. Vi var noget skeptiske, for selve lejren er ikke 'enorm lækker', og det vrimler ikke med dyr andet end et par løse hunde. Da vi havde pakket ud og sad nede ved strandbaren, kom vi i snak med et par tyskere og en indianer, som gerne ville lave en ½-dagstur for os sort (dvs. uden om den rejsearrangør han ellers arbejdede for) 800Bs (ca. 50 kr.) pr næse, den var vi med på, for det kostede 1.800 Bs gennem bureauet og så var vi kun 6 personer. Det var en helt fantastisk tur – først i båd helt ind under vandfaldet, så man frygtede for sit fotoudstyr – så til fods i ca. 20 min. Og så var vi ved 'Salto Sapo'.Salto Sapo Vi gik ind bag vandfaldet, hvilket var ret fantastisk og bagefter badede jeg i vandfaldet, hvilket virkelig var en oplevelse – jeg blev helt euforisk da jeg lå på ryggen i vandet og kiggede op på vandet, som bare fossede ned over mig. Vandfaldet var 40-50 meter højt, men vandet løb kun som en tynd væg. Vi gik bagefter op ved siden af faldet og gik over floden tilbage til båden. Vi sejlede til bage til Campen. En virkelig fed tur. Da vi kom tilbage snakkede vi lidt med 'de uheldige englændere', og indianeren fortalte hvordan man klarer en anaconda. De fleste som arbejder hernede er for resten indianere. Efter at have spist aftensmad ved siden af 'de utålelige tyskere' samt 'læderbuks' kiggede vi stjerner og gik i seng. Man bliver helt naturligt træt – mærkeligt nok! Vi håber at vi kommer med vore fly tilbage til Caracas, for vores uheldige englændere er sandelig uheldige!


Onsdag d. 28. Oktober 1992

Jeg vågnede første gang kl. 01:00 pga et hundeslagsmål, som var ved at skræmme livet af os. De knurrede længe lige uden for døren. Næste gang jeg vågnede var den ca. 05:00. Det må være det indre ur. Vi stod op lidt over 7:00. Vi har været i Kavak, og det har OGSÅ været en formidabel tur. Efter morgenmaden gik vi hen til 'Canaima excursions' og blev vist hen til flyvepladsen 5 min gang herfra. Vi skulle sammen med 2 italienere og 2 briter flyve i en lille prop til Kavak en – en lille indianerby uden liv. Det er flot at flyve henover jungle og slette! Da vi kom let omrystede kom en indianer og viste os 6 hen i en lille hytte. Her lånte italienerne en af mine ekstra film, som jeg alligevel ikke skulle bruge, og som jeg fik igen dai kom tilbage til Campen. Vi gik henover slette og op ad en tepui. Snart var det vild bevoksning og snar var vi ved et lækkert lille vandfald. Her skulle vi tage et brusebad. Der sad en ret stor edderkop på en af stenene. Ikke en kæmpetarantel, men alligevel på størrelse med en stor hånd. Flot var det, men flottere skulle det blive. Da vi var blevet tørre efter brusebadet, gik vi videre og kom til en ny lille flod. Lige foran det lille springvand svømmede vi rundt og jeg sprang i fra klippen – det var enormt lækkert, og man bliver som et lille barn. Vi var der i lidt over en halv time. Vi blev ledt videre 'up stream' som det hedder, og skulle gå i vandet og senere svømme mellem de stejle klipper for at komme ind til 'The Cave'.Vivi i Cavac-hulen Et utroligt flot syn. Vandet fossede lige ned for dine fødder, og man står bare og kigger op. Fra klippevæggene der er begroet med alle mulige planter, drypper vandet ned i hovedt på dig, og jeg grab efter vanddråberne i begejstring. Vi tog nogle sten med fra bunden, for noget måtte vi have med derfra. Vi svømmede derfra igen, men kunne hverken gå eller sejle ind i hulen. (Det var en som ikke kunne svømme, hun blev skubbet i en udhulet træstamme). For resten så blev Vivi rædselsslagen hver gang vi skulle aflevere vores ting til indianerne, som havde en plasticpose, og som var mere sikre på fødderne ond os andre, når vi skulle gå i vandet. Efter at have beundret det skjulte vandfald gik vi en lidt anden vej tilbage til Kavak. Her fik vi lidt at spise, og kunne hvile os lidt inden vores pilot hentede os i sin lille prop. På hjemvejen fløj vi den anden vej rundt om tepuien og fløj forbi 'Angel Falls'. Jeg håber, at alle vores billeder bliver gode, for vi tager mange hele tiden, og hvis de gode, kan andre se, hvad det er, vi snakker om!
Vi landede her i Campen 'i en vending' kan man vist godt sige (den manøvre piloten foretog dér, turde jeg ikke engang prøve på fly-simulatoren derhjemme!). Så nu har vi været i souvenirshop og købe postkort og landkort over området, og sidder altså nu og skriver.


Torsdag d. 29. Oktober 1992

Vi var først oppe lidt over 8. Vi blev vækket af et par papegøjer ret tidligt. I går aftes slappede vi også bare af. Efter aftensmaden satte vi os nede på en af bådene og kiggede stjerner. Det er ligesom blevet et ritual. Der er mange stjerner, og vi kigger indtil vi kan se vandfaldene i mørket. Det er beroligende med denne konstante sagte brusen. Vi falder hurtigt i søvn ved 22-tiden. I dag har været vores day-off. Efter morgenmaden daskede vi lidt rundt og tog vores gratis rundtur i lagunen, som hører med i prisen. Den varede ca. 20 min. Vi sad i baren og skrev postkort det meste af formiddagen, og vi fortsatte efter frokost. 13 i alt – det er mange. Vi bookede os ind på endnu en heldagstur i morgen. I går var prisen 5.000 Bs pr. næse, men i dag var den kun 4.500 pr. næse, et godt køb! Vi tog et slaw yatzy (undertegnede vandt), og ved 13-tiden lagde vi os på den lille strand og døsede. En lille dukkert skulle vi også have – i the-vandet. Lidt senere gik vi en tur sydpå, men det begyndte pludseligt at regne, så vi måtte søge ly i et tomt hus blandt alle indianernes blik-hytter. (Det var en god anledning til at taget et billede af et par småbørn, der legede nøgne i regnen. – Et rigtigt pressefoto). Det fossede ned i ca. 30 min., hvilket forkortede turen væsentligt, da vi skulle være hjemme inden det bliver mørkt, og det gør det ved 18-tiden. Vi så faktisk ikke noget specielt på turen, men lyde var der masser af. Vi lå og hvilede lidt inden aftensmaden, og vi har igen siddet nede på båden og kigget stjerner. Nu ligger jeg her i sengen, og vi har glemt at købe vand. Ak og Ve, så må vi og og hente noget, men det bliver også det sidste vi tager os til i dag. Vores maver er begyndt at rumle lidt, men jeg håber, at det bliver ved det. Solen har ikke gjort os nogen skade, men vi er også ulækre fedtede af solcreme.


Fredag d. 30. Oktober 1992

Vi var tidligt ude af fjerene. Kl. 6:55, Vi prøvede at so, om vi kunne check ind på vores fly i morgen, men det kunne ikke lade sig gøre, og da vi nævnte at 'vi havde hørt' (her mente vi de uheldige englændere), sagde manden 'No problem!). Det må vi så satse på er rigtigt, når vi i morgen skal videre til Mérida. I dag tog jeg et par billeder af nogle papegøjer på vej til morgenmaden. Kl. 10 min i ni stillede vi ved bureauet, hvor vi skulle på heldagstur. Vi startede med at bumle afsted i et jeep-.agtigt køretøj. Vi sad på ladet og det varede i en halv times tid. Herefter sejlede vi 'up-stream' i ca. en halv time. Det var en forfriskende tur. Det er lækkert at alle vores udflugter har vlre med begrænset antal. På 'Salto Sapo' var vi 6. Til Kavak var vi 6, og på denne tur som kaldes Wareipa (efter floden) er vi kun 4. Da vi kom til destinationen, ventede vi lidt og sejlede derpå lige over på den anden side af floden Rio Caroni. Herfra vandrede vi i junglen (og det var tættere jungle end vi hidtil havde set), indtil vi kom til et lille vandfald, hvor vi badede. Første ville Vivi ikke, men det var ret fristende, og hun kom da også i. Ayan TepuyVi vandrede tilbage igen og hvilede – undskyld spiste først kylling stegt over bål, og bagefter hvilede vi os i en time i hængekøjer. Så skulle vi ud på en anen vandretur hvor vi så KÆMPE-myrer, hvis bid smerter i 24 timer. Denne vandretur skulle vise sig at blive MEGET varm, men vi holdt ud og friskede os da vi kom til floden igen. Vi vandrede så en anden vej tilbage i et delvist udtørret flodbassin, med mange glatte sten og forhindringer, som skulle forceres. Vi drak, da vi kom tilbage til skyggestedet, og så sejlede vi hjemad igen. Sejlturen gav flere gode synsoplevelser. Bl.a en god udsigt til Ayan Tepuy. På vej hjem i jeepen standsede vi, fordi der lå en klapperslange på vejen. Den fotoraferede vi vlittigt. Vi var hjemme i Campen ved 17:30-tiden igen. Fra ni til halv seks – det var en sand heldagstur. Vi har siddet lidt i baren, spist, siddet på båden og set stjerner for sidste gang her i Canaima, og nu siger Vivi, at jeg skal slukke lyset GODNAT – klokken er 20:46!


Lørdag d. 31. Oktober 1992

Ja – så er det i dag, at Henriette og Michael skal giftes og Mikkel døbes. For os er det en transfer-dag. Vi stod op 6:45, pakkede og ville check ind, men de åbnede først kl 8:00. Vi spiste morgenmad for sidste gang i Canaima, og vi var ret spændte på, hvordan dagen ville skride frem. Der var plads til os i flyet. Der var ret mange mennesker, så da flyet ankom en halv time forsinket, var vi hurtigt fremme i køen. Vi kom ombord og vi lettede og landede og lettede og landede så i Caracas. Vi fik checket ind til flyet til Mérida der afgik 45 min. Senere. Vi var godt nok spændte på, om vores rygsække kom med det rigtige fly. Vi gik ombord og lettede og oandede og lettede og landede – endelig i Mérida. Der var vores 'personal guide', som jeg først afviste, fordi han sagde :'paradise expeditions?', men det var jo rigtigt nok, for Gate eleven havde entreret med dette selskab i Venezuela, men det vidste vi ikke noget om. Vi havde dog set 'Paradise Expeditoins' nævnt i nogle af rejsepapirerne. Nå – men han kører i en stor Chrevolet, studerer musik (guitar, og har et indiansk navn NASGUI, der betyder 'bjerge'. Vi fik vores bagage og alt denne dag klappede, som det skulle. Vi blev eskorteret til hotel Belensate. Kl. var ca. 17, da vi checkede ind, hvorefet vi slappede af og kiggede lidt omkring. Vi spiste aftensmad lidt i otte. Mums. Vi bestilte en rigtig lækker Chilensk rødvin fra 1988. Vi kendte ikke prisen, men den kostede det samme som vores mad tilsammen ca. 1.000 Bs (75 kr. – og det er altså et fint sted det her). Da vi havde spist og drukket vinen, gik vi ned på vores værelse nr. 10 og hyggede lidt og sov. Vi håber, at det har været et godt bryllup i Danmark.


Søndag d. 1. November 1992

Vores guide ringede til os på værelset præcis kl 8:30 som aftalt. Vi skulle i kabelbane – verdens længste – men til vores store ærgrelse, var de ved at reparere kablerne, så vi kunne kun komme til det første stop i 2.400 meters højde, mod en forventet tut til 4.700 meters højde. Det var ret ærgeligt, men det var trods alt bedre end at falde ned. Vi havde altså tid tilovers og vi valgte at gå på marked. Jeg købte en træpapegøje til 200 Bs. Bagefter kørte vi ca. en time i bjergene for at komme til Jaji. En hyggelig lille by i kolonistil. Vi spiste på en meget hyggelig restaurant, hvor 3 musikanter sad og spillede. Vi kiggede lidt rundt i byen, og forsøgte at komme ind på en kaffeplantage, men det er jo søndag, og mesteren var i byen. Fordi det var søndag fik vi heller ikke vekslet penge. Vi kørte en time tilbage igen. Han stoppede på vejen, så vi kunne plukke nogle kaffebønner. Vi prøvede endnu en shop, hvor jeg købte nogle kuglelignende 3-dimensionelle puslespil håndlavet af træ. Ellers er det meget det samme junk de har i butikkerne. Vi var meget trætte da vi blev sat af på hotellet. Nu er klokken blevet 19:30 og jeg ligger her på sofaen uden for vores værelse og skriver, men nu skal vi over og spise. Hotellet er meget lækkert – i eet plan med grønne omgivelser med tamme papegøjer og gæs. Spisetid.


Mandag d. 2. November 1992

Nasgui hentede os som aftalt kl. 8:30. Vi skulle lige i banken og veksle $350, men det skulle vise sig at blive en langstrakt affære. Det tog mere end en time. Da vi havde afleveret pas og dollars, skulle de kontrollere hver og én seddel for ægthed, og det tog sin tid. Da pengene var godkendt, skulle vi så stå i kø for at få vores Bolívares. PUHA! Vi kørete i 1½ times tid ad de små bjergveje inden vi var oppe i 3.600 meters højde. Laguna NegraVi standsede ved en lille INN, hvor vi fik varm chokolade, købte et kort og lidt souvenir. Vi kørte så til vejens ende, og begyndte at gå derudaf til Laguna Negra (den sorte sø). Vi fik den idé at leje et par mulddyr, for at spare på ilten, for vi blev forpustede af bare at gå. Nasgui var jo hærdet, så han gik ved siden af. Det tog en time, og det var en utrolig oplevelsesrig tur – pause, jeg skal lige have pudset sko–
Vivis mulddyr og mit var ikke de bedste venner i verden, så der var mylddyrsfight hele vejen med småbiderier og utérlige hop og undvigemanøvre til følge. Vi må have set meget komsike ud, som vi klamrede os fast til de trippende mulddyr, og det var tilmed meget stejlt. Vi havde betalt 600 Bs for at leje mulddyrene, men gav fanden i dem, da vi kom frem til søen. Så ville vi godt nok hellere vandre tilbage, og så blev vi kun halvt så ømme i røven, hvilket vi senere satte pris på. Vi blev ved søen i en halv times tid og tog billeder af det mørke vand. Det var ikke for sjov den hed den sorte sø. Vandet så helt sort ud, men det var alligevel utroligt rent og klart. Det var et meget flot motiv med den isklædte bjergtop lige over os, og vandet der fossede ned ad bjergen under os. Tågen kom stille drivende imod os, og så var der ikke meget udsigt tilbage. Vi stod praktisk talt i skyerne, og det var en oplevelse. Vi vandrede en time tilbage igen, og så skulle vi have en tiltrængt forkost. En meget hyggelig bjergagtil restaurant i 3.600 meters højde, ikke så langt fra stjerneobservationscentret CIDA. Jeg spiste Venezuelas nationalret, som smagte udmærket. Da vi var mæte, kørte vi tilbage mod byen, men stoppede lige efter restauranten for at købe souvenirs. 7.000 Bs på 10 min., men det var lækre sager en uldsweater (parga) håndvævede uldtæpper mv.. Det var næsten mørkt da vi blev sat af på hotellet. Jeg orkede ikke engang at spise i restauranten, så vores aftensmad bestod af en gennemsigtig Tom Collins, som her laves med gin, gin, gin og lidt sukker og lidt citron og soda!!! Vi gik i seng 21:30 helt udbombede. Lige nu sidder vi i Mérida lufthavnen, det var derfor jeg fik pudset sko så pludseligt lige før. Flyet afgår til Caracas om ca. 40 min. Det bliver rart med et par dage til helt fri disposition.


Tirsdag d. 3.november 1992

Nasgui hentede os præcist og kørte os til lufthavnen mid i Mérida by. Flyveturen gik glat. Cecile stod og ventede på os i lufthavnen. Hun var glad og frejdig som sædvanllig. Hun kørte os til Hotel Karibik, hvor vi bor de næste par dage. Vores værelse var ikke parat da vi kom, for check-out-time var kl. 13:00 og klokken var kun 12:00. Cecile havde spurgt om vi ville spise frokost sammen med hende, og det ville vi da gerne, så vi gik ud og spiste mens de ordnede vore værelse. Restauranten var noget buffet-agtigt og billigt 210 Bs pr. næse. Vivi og jeg havde på forhånd aftalt, at vi ville betale for Cecile, og det gjorde vi. Da vi kom tilbage til hotellet, måtre vi vente i endnu 20 min. På vores værelse. Udsigten er ikke særlig god, men her er air-condition og udmærket i øvrigt. Vi hvilede lidt og gik lidt senere ned på Sabana Grande (strøget) og snusede lidt frem og tilbage. Vores aftensmad blev noget lasagneagtigt på en fast-food-plads med masser af unge mennesker. Vi slentrede hjem til hotellet og gik i seng.


Onsdag d. 4. November 1992

Det er fars fødselsdag – tillykke hernede fra! Vi kom lidt sent op, men det var fuldt fortjent. Vi gik i butikker hele formiddagen. Da der var siesta gik vi over i botanisk have og slappede lidt af. Bagefter gik vi tilbage til Sabana Grande. På vej ud til botanisk have, skulle Vivi sådan tisse, men det lykkedes til sidst at finde et Baños. Vi kiggede stadig forretninger, spiste frokost på en fortovsrestaurant, hvor der kom flere tiggere, og én åd salamien efter Vivis pizza – mums for ham! Det lykkedes efter lang tids søgen at finde et bælte til Frank, så nu mangler vi kun Vivis forældre. Vi gloede endnu lidt forretninger inden vi trætte sjoskede tilbage til hotellet, som heldigvis ligger meget centralt. Efter vores siesta kl 19:00 gik vi ned og ledte efter en restaurant – en af dem Cecile havde anbefalet. Vi gik ind på én med lvvende musik. Hyggeligt. Vivi fik entrecote med ost og jeg fik kylling a la Secilien. Hertil 2 øl hver, og bagefter en martini til fruen og en Ballentines til undertegnede. I alt 70 kr. pr. næse – vildt billigt! Vi er nået helskindet tilbage til vores værelse, hvor jeg nu ligger og skriver i sengen. Vivi er vist gået omkuld, det er også sent – halv tolv er usædvanlig sent for os. Halvdelen af ferien er nu gået. Arbejde derhjemme, tænker vi ikke meget på, men jeg er spændt på min HD-opgave vi har fået tilbage.


Torsdag d. 3. November 1992

Vi sov vist lidt over os i dag, så vi ilede ned og spiste morgenmad 8:45. Vi har været i Zoo og se aber og krokodiller, men meget mere var der heller ikke. Det sjoveste var da vi på hjemvejen stod af på Capitolio ved Plaza Bolívar og så et enormt grimt dovendyr og en øglelignende firben på ca. en meters læængde. Vi tog billeder af det hele. Vi har altså kørt en del i metro i dag gennem slummen og gennem det mondæne kvarter. Vi stod af på Chacaito, da vi havde set Plaza Bolívar. Den ligger på Sabana Grande, og vi købte lidt souvenirs og spiste lasagne, som forleden; det samme sted. Jeg var ret træt i benene, for vi havde gået rundt i Zoo i 2 timer og rundt omkring i byen. Nu er klokken 17, og vi har lige været i bad for i dag, og skal hvile os lidt. I aften er vores sidste her i Caracas….

….Og det blev morsomt. Vi gik rundt for at finde et sted at spise. Vi faldt ind et tilfældigt sted, fordi der stod én udenfor og gennede folk indenfor. (Det var ellers ikke normalt). Det var et spansk sted, så vi bestilte Paella Valensiana, og der var masser af blæksprutter og andre skaldyr for i alt 800 Bs. Det var et hyggeligt sted, og mange kom åbenbart kun for at drikke og danse. Der var to bands som skiftedes til at spille. De spillede Marengua og salsa. Vi skulle også prøve, men uden kæmpe succes. Vi var de eneste turister og vagte en del opsigt og fik da også applaus for vores indsats. Senere da vi sad i baren, spillede de et nummer alene til ære for os, og så måtte vi jo på dansegulvet igen. Havde det været i Danmark, ville det have været ufattelig pinligt, men fordi vi blev behandlet som vi gjorde, følte vi os kun godt tilpas, selvom vi har været vildt til grin. Eller også er det bare det overskud man har, når man er på ferie. Vi sprang i hvert fald ud i det, og det var godt nok en sjov aften.


Fredag d. 6. November 1992

Afrejsedag fra Caracas. Vi ville blive hentet af Cecile kl. 12, så formiddagen skulle slås ihjel med et eller andet. Vi vekslede vorese rejsechecks $350 og gik ned på Sabana Grande for sidste gang. Vi har købt to bånd med Merengue og salsa af en af de steder, hvor knægtene stod med deres musikmaskiner og tonsede musik ud på strøget med 20 meters mellemrum. Vi blev hentet som aftalt. Trafikken ud af byen var kaos, for alle i byes skulle mod stranden, og lufthavnen er samme vej; men vi var alligevel i rimelig tid i lufthavnen. Vi drak en øl sammen med Cecile og sagde pænt farvel til hende. Alt har trods alt klappet som det skulle. Ca. 40 min. I flyver og vi kom her til øen. Lige så lang tid i en minibus og vi var her på hotellet. Det var en indfødt, som tog imod os i lufthavnen, og fragtede os her til Golden Paradise. Pludselig kom en mand Kim med en Gate Eleven-T-shirt på og snakke dansk til os. Det var vi ikke rigt vant til, så vi blev ret forbavsede eftersom vi ikke anede hans tilstedeværelse. Han kom med nogle guldkorn om øen og tilbød os en 3-dages sejltur for $200 pr næse – måske! Vi håbede inderligt at vi kommer afsted. Det ville bare være perfekt. Kaptajnen kommer i morgen kl 9, så vi kan snakke med ham. Vi skal nemlig være fire før han gider at sejle, men vi får at se.
Efter denne velkomst med rød drink og det hele, indkvarterede vi. Det er en lille lejlighed – et lækkert sted med køkkenfaciliteter og air-condition, som er støjende men uundværlig. Her er MEGET fugtigt og luften er fyldt med salt, hvilket gør det meget diset senere på dagen. Vi gik en lille tur ned på stranden i måneskin ved 19-tiden, og slappede ellers helt af resten af aftnen.


Lørdag d. 7. November 1992

I dag har vi været ved købmanden og købe brød og skinke og kiks, for morgenmaden her er for dyr i forhold til hvad vi er vant til. 720 Bs er for dyrt, og da vi måske skal ud og sejle, spiser vi kun ude til aften. Vivi med drink på Playa el AguaVed 12-tiden gik vi hen på stranden (50 meter) lige over vejen, og lå en time i solen og 3 timer i skyggen. Det koster 300 Bs for 2 liggestole og et skyggetelt for en dag. Det er ingen herregård. Der er stærk understrøm, så man skal passe på, og bølgerne er store og her er ingen sten, kun sand og vandet er dejligt varmt – stik modsat Smiodstrup strand, som vi har gringet lid ad. I dag har været ultimativ slappedag, og det har været godt. Klokken er nu 17:45 og vi sidder her ved pølen og skriver begge to, med en AQUA MINERALE CON GAS og en Chinotto (seven-up agtig sodavand). Nu er solen gået ned bag det lille bjerg, lysene er tændte og en mand klimpter på harmonika med tilhørende rytmebox….

…Lidt senere spiste vi aftensmad her på hotellet, og bagefter gik vi i en lille tur ned ad strandvejen. På vejen stod vi ved en restaurant og kiggede på deres menukort, og strakt blev vi hevet ind i restauranten – men vi havde jo spist, så vi forsikrede at vi ville komme MAÑANA. Der er mange lyde her, så vi sover ikke så godt som man kunne ønske. De har ingen rødvin i restauranten! Den vin de table de fand frem kostede 1200 Bs NEJ TAK!


Søndag d. 8. November 1992

Vi stod op så vi kunne være i restauranten 8:50. Jeg er mere eller mindre skoldet på det øverste af mine lår, der hvor shortsene har dækket, men badebukserne ikke dækker. Man skal IKKE være lemfældig med solcremen. Man bliver simpelthen stegt.
Gert var kommet – og vi skal ud at sejle. FEDT NOK! Han sejler selv om det kun er Vivi og jeg som skal med. Vi glæder os enormt. Vi slappede lidt af i restauranten og gik på stranden hvor vi lå en time i solen og et par timer i palmernes skygge med en Gin og friskpresset lemon, friturestegte bananstrimler og højt humør. Vivi er godt nok blevet stegt foran, og jeg kan også mærke lidt på maven, men ikke noget særligt. Solen brænder godt nok anderledes her nede ved havets overflade i forhold til inde på fastlandet. Senere på dagen kom nogle skyer, og vi lejede nogle cykler og kørte lidt ned ad stranden hvor Vivi købte en hat. Bagefter kørte vi op nordpå og kiggede lidt på et fikserleje. Vi havde cyklerne i 1½ time, men betalte kun 100 Bs pr cykel. Jeg har fået en torn i læggen, som er knækket, så den kommer ikke ud foreløbig!
Med en drink, fejrede vi aftalen om sejlturen, og ellers slappede vi af resten af dagen. Om aftnen gik vi hen for at spise på den der restaurant, hvor vi blev lokket ind, men den var tilsyneladende lukket. Vi spiste i stedet på vores egen restaurant. Vores tjener denne aften var Emanuel fra Falty Towers. Han lignede ret godt, og det lykkedes ham også at komme med de forkerte hovedretter, så vi ventede lidt ekstra på de rigtige. Jeg fik en lækker fisk i hvidløgssauce, som en gravid kat hoppede op og snuppede resten af. Vi slappede af og faldt i søvn men vågnede igen pga. en sirene, som kørte resten af natten. Det var ved at drive os til vanvid, men vi sov til sidst. Jeg har fået lidt ondt i det ene øre, men vi håber, at det går i sel selv igen. Det startede denne nat – oven i sirenen!


Mandag d. 9. November 1992

Vi vågnede godt klatøjede pga. sirenen, men vi havde aftalt, at skulle til Porlarmar, så det var bare op! Det passede lige med en bus. En sjov oplevelse for 25 Bs hver- Det tog 45 min- i denne minibus. Det var fandens varmt i byen, og varmere end godt var. Vivi kunne ikke holde det ud og blev lidt irriterret. Vi fik dog købt 2 flasker sprut (Dimples 12 års whiskey og gin), et par solbriller (Bollé) nu, hvor vi skal ud og sejle, samt en kasket til mig. En parfume til Vivi og en til mig. Men nu er vi også snart i pengenød. Vi klarer den lige. Vi spiste to croissanter hver til frokost i Porlarmar, men så gad – og gider vi heller ikke at glo mere på forretninger! Vi tog bussen tilbage igen, og handlede lidt ind i supermarkedet og købte bl.a. kaffe, som vi skal have med hjem. Vivi ligger her ved siden af med hovedpine af varmen, men jeg klarer mig. Jeg ligger her og hører salsa-mix og skriver og hviler lidt.

UHA – tiden er gået, og jer er kommet bagefter. Det er nu blevet fredag, men her er nogenlunde, hvad der er sket:

Så vidt jeg husker, spiste vi Pasta på hottellets restaurant mandag aften, og et band spillede hamrende falsk, fordi hans guitar ikke stemte. Ellers var der ikke mere usædvanligt den mandag, udover min frugtsalat-dessert, som kunne mætte en hel hær.


Tirsdag d. 10. November 1992

Vi stod op, som man normalt gør. Spiste toastbrød med skinke – uden andet –til morgenmad, og pakkede til sejlturen. Vi var vistnok på stranden også. Kl. 13:40 tog vi så en taxa til Juan Griego, nærmere betegnet til Banco de Mercantil, hvor vi ville hæve de sidste penge på Vivis VISA-kort. Banken åbnede først kl. 14:00, så vi snakkede lidt med en araber, hvis supermarked vi sad foran. Han fortalte, at det godt nok var et supermarked – men hvis vi ville købe noget guld, så var han leveringsdygtig til en god pris??? Vi takkede pænt nej! I banken var Vivi ved at gå i panik, for det viste sig, at de ikke ville tage hendes VISA-kort – eller rettere Caracas ville ikke give autorisation, og spørg mig ikke om mere. Så det var godt, at vi havde et EUROCARD ved hånden, for det kunne de godt tage. Vi vik vores 30.000 Bs efter en halv time.

Solnedgang i Juan Griego Vi sad hele eftermiddagen på Robertos, hvor Kim forsikrede os, at der var pelikangaranti – det var der også. De sad mageligt på bådene lige ud for restauranten, som i øvrigt lå på stranden. Vi spiste fiskesuppe og fisk af en slags, og vi så en meget smuk solnedgang, som gik lidt hurtigere end ventet. Da vi var for tidligt på den, drak vi lidt kaffe på den sidste restaurant inden molen, og jeg kunne komme på toilettet inden vi skulle ombord. Gert hentede os i sin lille jolle kl. 20:00 osm aftalt, og vi kom ombord og hilste på Torben, som var gasst. Vi snakkede lid og fik en 'Cuba libre', som her er rom med lidt cola i. Sejlene blev sat kl. 20:30 og vil sejlede 340 grader. Vi fik to søsygepiller hver og de gjorde mig helt døsig. Det var fuldmåne og meget flot sejlervejr, men vi gik ned med flaget kl ca. 23:00. Det var meget svært at sove, for det gyngede ret kraftigt. Vi sejlede med strømmen skråt på bølgerne, så det var en meget vuggende bevægelse. En time eller 1½ søvn blev det vist til, for det hele kørte virkelig rundt.


Onsdag d. 11. November 1992

Mig dasende på BlanquillaJeg gik ovenpå 6:30. Det var alligevel umuligt at sove. Vi var ved Isla Blanquilla kl. 8:00. Hvilken strand og hvilket vand! Det smukkeste jeg nogensinde har set. Vi spiste morgenmad som var toast a la Torben. Han var i øvrigt kok. Han sejlede os ind på stranden, og vi havde en køletaske og snorkeludstyr med. De billeder skal virkelig blive gode. Vivi var meget hurtig til at lære at snorkle, så det varede ikke længe før vi lå ude mellem korallerne, hvor fiskene fandtes i alle farver. Korallerne var ikke så farverige, men det var fiskene virekelig. Vi tog nogle undervandsbilleder – også af hjernekorallen. Vi solede og snorklede spiste og slappede bare helt af. Gert og Torben er virkelig fine og morsomt selskab. Der var fri bar ombord, så vi fik nogle 'Cuba libre' og Polar. Gert prøvede at købe fiske eller hummer hos nogle fiskere, som sejlede forbi, men det lykkedes ikke. I stedet fik vi en lækker oksesteg med kartoffelsalat og rødvin. Vi sov bedre den nat.


Torsdag d. 12. November 1992

Vi lettede anker og sejlede over i Americano Bay, som var anderledes, men lige så flot som 'las tres palmas' som den anden strand blev kaldt. Americano Bay Jeg glemte for resten at fortælle, at vi prøvede at fange fisk derovre, og at vi hentede vand ved den lille brønd. I Americano Bay blev si også sejlet i land med kamera og det hele. Vi gik en lille tur, men så kun firben. Jeg fik sparket til en kaktus og fik en nål i storetåen, og den sad fandme godt fast! Av – men ud kom den. Fra stranden gik vi videre rundt i de små huler og beskod fakir-eksamen, for stenene var meget spidse at gå på. Cuba Libre nydesVi snorklede og fiskene herovre var større og jeg svømmede gennem stimer af fisk under 'broen'. Vi tog billeder, snorklede, slappede af og drak 'Cuba libre'. Vi lod vores ting ligge inde på stranden og svømmede ud til båden ('SIROS' hed den i øvrigt). Senere skulle grejet hentes, og jeg meldte mig til at ro ind efter det. Ned i jollen og afsten; men ak. Det var svært, for den ene åre var forskellig vra den anden, og pludselig gik snoren løs, som holdt åren. Udad drev jeg. Forgæves padlede jeg derindad, men udad gik det. Torben måtte komme mig til undsætning og svømmede ud til mig. Vi tog en åre hver og så gik det bedre. Det grinede vi meget af. Da Jan var på vej til Panama… (for det var sandsynligvis dér strømmen ville have båret mig hen).

Vivi i Americano BayVi spiste Gullash til aftensmad, og vi spiste da også nogle snegle, som lige var plukket af stenene og kogt. Vi har taget sneglehusene med hjem, så vi kan sige "Dem har vi spist". Vi lettede anker lige inden solnedgang. Vi fik vores søsygepiller og gik nedenunder ved 22-tiden. Det gyngede kraftigt i starten, men det løjede af igen. Udturen tog 11 timer, og hjemturen tog 14. Men det har været sjovt at prøve at sejle i Det caribiske hav.


Fredag d. 13. November 1992

Vi gik ovenpå lige inden indsejlingen til Margarita. Da ankeret var kastet spiste vi morgenmad og snakkede lidt. Så betalte vi og blev sat i land. Det har været en utrolig tur. Gyng-gang, Cuba libre, paradisstrande på en øde ø og masser af koralfisk –særdeles sundt for sjælen.

Fra Juan Griego tog vi en taxi tilbage her til Hotel Paradise. Vi hvilede oven på turen, og nu er klokken blevet 15:30 her på stranden. Det blæser lidt. Jeg har skrevet meget længe, så nu holder jeg en pause. (Der er jo sådan set heller ikke mere at fortælle på nuværende tidspunkt). Der var for resten 61 sømil til Blanquilla.

Den dag lavede vi ikke meget mere, for det var ikke så godt vejr, og vi var meget trætte.


Lørdag d. 14. November 1992

Hjemturen begynder at melde sig. Det kan ikke undgås. Vi slapper meget af og hviler os. Vi har været på standen i nogle timer, og leget nede i pølen. Jeg fik en Gin, som var den stærkeste jeg nogen sinde har fået. Efter den lidt tequila og sådn. Det var ligesom den dag. Senere spiste vi på restauranten, og betalte med VISA, for pengene var ved at slippe op. Vi var gået en tur langs vandet her i mørket, hvilket var rart. Vores sidste aften var ikke meget anderledes end de andre bortset fra den lidt længere gåtur i vandkanten, men vi har også oplevet så meget, så det betyder så lidt. Jeg ligger her med Walk-man og det er sent. Vi har en lang dag foran os i morgen. Det var sjovt at få en lille skid på den sidste dag, for ellers må vi sige, at vi har været ædruelige i de fleste henseender! Vi har ikke set meget af Margarita, men vi er vist heller ikke gået glip af så noget i forhold til hvad vi ellers har oplevet. Det var godt, at vi tog ud at sejle – helt sikkert!


Søndag d. 15. November 1992

Vi sidder her i restauranten og venter på vores spaghetti. Jeg fandt 470 Bs i min bukselomme, så vi er ovenpå. Vi har checket ud og venter på, at blive hentet. Jeg håber, at vores pladser er genbekræftet, for det sagde Kim ville ske automatisk, men vi har ikke fået nogen besked om at det er foretaget.

Sidste kapitel: Vi er kommet hjem i god behold. Alt er gået efter planen. På Margarita var der ingen oplysning om hvilket fly, der afgik hvornår. Vi havde fået at vide, at vores fly ville være forsinket, så det var lidt hektisk, men vi kom med rette fly og kun 40 min. Forsinket. Vi ventede i ca. 5 timer i Caracas og kom ombord ved midnatstid. Det var godt nok mærkeligt at spise kylling kl. 02:00 om natten! Vi havde brugt vores allersidste Bolívares på sandwich og Cuba libre. Vi sov udmærket i flyet og landede 13:10 london-tid, flyvetid 8 timer og 30 min. Det var koldt at komme til London i korte ærmer, men det gik. Vi brugte vores pund på parfume, slik og et lomme-matador, som vi fordrev tiden med. Endelig afsted til Kastrup, gennem tolden, bus, tog, taxa, hjemme! Der har ikke været noget særlig post. Vi var hjemme ved halv tolv tiden. Vi har nu pakket ud og kigget lidt på alle vores souvenirs. IH – det har været en god tur. Vi glæder os til billederne og til at fortælle, men det meste står jo i denne lille dagbog….


Hillerød d. 16. November 1992


Jan Schinkel